En enormt simpel, men dog effektiv hurtig guide til at give jer et fint overblik over de mest populære muligheder for underholdning til en polterabend i Danmark.
Opdelt ud fra byer og kun de største 12 i DK er medtaget.
Vi har ikke medtaget restaurationer i guiden.
Er du ikke fra Danmark? Så læs hvad en polterabend er her
I store dele af Europa holder man polterabend for et par inden de bliver gift. Ofte foregår det en til to uger inden brylluppet og bliver planlagt af henholdsvis brudgommens venner og brudens veninder. Det foregår ofte på samme dag, men som to separate begivenheder. Bruden er sammen med sine veninder og gommen med sine venner. Det er en form for afsked med det frie liv som ugift og fejres med sjove aktiviteter og ofte en del alkohol.
Hvad betyder polterabend?
Ordet polterabend er af tysk oprindelse og består af to ord. Poltern, der betyder larme, buldre, brage og Abend, der betyder aften. Traditionen for at holde polterabend har da også sin oprindelse i Tyskland. Her holdt det kommende brudepars venner nemlig en sammenkomst, der skulle markere den overgang, der skete, når man indgik ægteskab og på den måde ændrede status til gift mand og kvinde.
Gammel tysk skik
Grunden til, at sammenkomsten har fået navnet polterabend, er fordi parrets venner ifølge skikken i Tyskland med larm og ståhej forsøgte at uddrive eventuelle poltergejster (ånder) fra huset, hvor brudeparret skulle bo efter brylluppet. Det foregik på den måde, at vennerne til både brud og gom mødtes ved huset og slog porcelæn, lerkrukker og glas i stykker på husets dørtærskel. Det var således larmen, der skulle få de uvenlige ånder til at fordufte. Hele formålet med sammenkomsten var altså at øge chancerne for parrets lykke. Efter vennernes larm og slåen i stykker blev der serveret vin og øl for dem. I dag holder tyskerne stadig fast i traditionen med det smadrede glas og porcelæn. Som en del af festlighederne skal parret i fællesskab samle skårene op for at demonstrere at de i livet fremover vil hjælpe hinanden.
Den danske tradition
Herhjemme blev betegnelsen polterabend kendt i løbet af 1800-tallet, og blev betegnelsen for den sidste aften før vielsen. Det blev almindeligt blandt borgerskabet, at gommen sagde farvel til ungkarlelivet ved en middag med sine venner. Først omkring 1980 blev det almindeligt, at det både var mænd og kvinder, der holdt polterabend. Nu foregår den ikke mere på den sidste aften, inden parret skal giftes, men er rykket en til to uger frem. En polterabend udvikler sig ofte til en fest, der varer fra om morgene til langt ud på natten og indebærer en del alkohol. Derfor vil det ikke være godt at holde den aftenen før den store dag.
Det blev populært i 1980’erne
Da fænomenet virkelig tog fart i 80’erne var det til at starte med ofte kun venner og veninder til det kommende brudepar, der arrangerede dagen. Det skete som en overraskelse og parret vidste ikke, hvornår det skulle foregå og, hvad der skulle ske. Det var almindeligt, at brud og gom blev klædt ud og skulle gå rundt i byens gader sammen med henholdsvis veninder og venner og se så fjollede ud som muligt. Typisk kunne manden få en fangedragt på for at symbolisere det liv i fangenskab han nu gik ind til og kvinden kunne enten være klædt ud som rengøringskone eller få noget udfordrende tøj på. I tillæg skulle de måske sælge kys eller andre ting, som kunne gøre det ekstra pinligt.
Polterabend i dag
I gennem årene er det blevet almindeligt, at det ikke kun er venner men også familie, der er med til en polterabend. Der er stadig nogle, der holder fast i udklædningsdelen men mange fokuserer mere på, at der skal ske mange forskellige sjove ting i løbet af dagen. Det kan være faldskærmsudspring, paintball, danselektion, klatring, hot yoga osv.(se andre ideer til polterabend her)
Dagen afsluttes med en bytur, hvor de to selskaber måske mødes til en fælles fejring. Hele dagen vil vennerne sørge for, at der serveres mad og rigeligt med drikkevare, så selskabet bliver mere og mere fulde som dagen skrider frem. Det kan efterhånden være en dyr affære at afholde en polterabend pga. de aktiviteter, der skal foregå gennem dagen Det er henholdsvis mandens venner og mandlige familie og kvindens veninder og kvindelige familie, der betaler for dagen.
Læs også:
Polterabend for kvinder
Mere inspiration i vores sideoversigt her